Forfatter og kunstner Gerd Laugesen skabte til Ordkraft 2019 værket Inges Ark. Værket består af en sejlbåd, nordjysk muld, planter og træer og ikke mindst massevis af små gule plantepinde påskrevet alle de nationaliteter der bor i Aalborg i dag.

Værket er en hyldest til vores lokale nu afdøde forfatter Inge Eriksen, der hele sit liv kæmpede for de svage i samfundet, for dem der ikke passer ind. Dette essay er en beskrivelse af værket, tilblivelsen og de tanker der har drevet Gerd Laugesen frem i arbejdet med det.

Inges ark – En odyssé om de syv haves have

AF: Forfatter Gerd Laugesen

Himmelsne i min gård

Når jeg er død
Vil jeg gå rundt i paradis
Og lede efter marker
Bløde af kobjælder

når jeg er død
vil jeg gå rundt i paradis
mellem sabelkatte og store sten,
jeg vil synge og vente på skibe

når jeg er død,
sagde jeg til min elskede
vil jeg gå rundt i paradis på bare fødder
og fortælle historier,
jeg vil samle nedfaldsæbler op
og lytte til den silende regn

til sidst vil jeg
sejle til et land af is og sne,
hvor månens segl er hvidt
og rummet står blåt og lydløst
over hvaler og sorte bjergrygge.
Der vil jeg roligt lægge mig til hvile
i sneen uden at forstyrre gud –

Da jeg læste det her digt i samlingen Forbudte følelser, vidste jeg med sikkerhed, at Inges ark var begyndt at sejle. Sådan er det med litteratur, og livet som sådan. Historien fortæller sig selv, og man må følge med. Så nu kan man besøge Inges ark på Teglgårds Plads, hvor kobjælder ringer i stævnen. Den virker så forfinet og sød, men den er en hårdfør plante.

Inges ark er sejlet ind i Aalborg. Den er de syv verdenshaves have, den er Inge Eriksens have, og den bærer frugt for Ordkraft Litteraturfestival, som fylder ti til næste år.

Efter at have læst Inge Eriksens romaner, essays og digte, går det op for mig, at det der interesserede hende, det var, hvordan mennesker har det i verden.

Hun var ikke kommunist, hun var ikke feminist, hun var ikke en rød lejesvend, men hun var født i en tid, hvor det var definitionerne på det, hun var.  Og hun ville nok selv have kaldt sig anarkist, men på den tid var anarkisme noget andet, end det muligvis er i dag, fordi det igen vil blive sat ind i en ramme af noget, som netop en anarkist ikke ville bryde sig om at være i. Hvis hun gerne ville være noget, ville hun være fri, og hvis der var et andet ord for det, noget nyt, ville hun være det, hvis hun var noget, ville hun være et ord, der var frit, noget der var stort nok til at rumme det hele, og være alting på samme tid, og måske først og fremmest et godt menneske i den forstand, at det handler om at tænke på alle og ikke sig selv, men et alle, der også er os.

Inge Eriksen brød sig ikke om kasser. Hun brød sig om, at folk blev godt behandlet. At alle havde noget at spise, noget at drikke. At alle havde et sted at sove, at folk havde drømme.

Hendes litteratur er enkel at læse, og samtidig er den fuld af idéer og visdom. Den har lært mig noget om det at være kvinde, men også givet mig historier, den har lært mig om Spanienskrigen, den har lært mig om Libanonkrigen, og den har desværre også lært mig, at det der skete dengang, det sker stadig i dag.

Hanna så på reolen, pakket med bøger fra gulv til loft. Hun havde overladt de fleste af Hellens bøger til hendes veninde og instituttet, måske i håb om at Hannas egne ville blive eftersendt. Det var et krævende håb uden forbindelse med det farlige liv, Monira levede. Og det var gået galt. I Sanaya parken med de allerede sårede palmer og ødelagte springvand. Lyserøde nerieblomster hvirvlede bort i lufttrykket fra en bilbombe – det var det sidste, Monira så – lyserøde blomster på en baggrund af stinkende røg.

Hjertets femte kammer, Inge Eriksen

Inge døde i 2015, så var det slut med at møde folk på London Pub og tage bussen ud i lufthavnen.

Jeg tror aldrig, jeg har mødt hende i virkeligheden. Måske på Svinkløv Badehotel, hvor min familie altid spiste gulerodskage med ostecrème, da jeg var barn.

Det kommer så an på, hvad virkeligheden er for en størrelse. For jeg mødte hende rigtigt her i efteråret, længe efter hun fysisk skulle have forladt denne her jord. Faktisk mødte jeg hende før det, i 2017, i Åbyhøj, hvor jeg fandt hendes roman En kvinde med hat nede i bibliotekets kælder.

Jeg gik ned i kælderen, fordi jeg var ved at plante en sproghave med nogle børn, og vi skulle jo bruge nogle bøger. Men så ville jeg læse hende først.

Og hvordan er det så kommet til det med sproghaver? Faktisk begyndte det lang tid før Åbyhøj og Inge Eriksen, da jeg boede i Tyrkiet, eller forsøgte på det. Jeg var så glad for at være der og følte mig hjemme. Jeg havde det også godt, fordi sproget var som musik for mig.

Men langsomt lærte jeg flere og flere ord at kende, og på et tidspunkt ville jeg også mere, jeg ville forstå alt, kunne læse det sprog, jeg syntes var så smukt.

Men jeg kunne ikke finde vejen ind. Så var der en gammel veninde, som sagde til mig, at hun havde taget blomster fra sit barndomshjem med. For mennesker er som planter, sagde hun. Vores rødder er vigtige. Og så var det, jeg begyndte at grave ned i de tyrkiske ord, helt konkret skar jeg med en kniv ned i en bog – og jeg fandt ord, jeg forstod, jeg satte dem sammen, holdt dem mellem mine hænder.

Senere begyndte jeg så at plante blomster i bøger, som jeg også skar hul i, og kom jord i og frø, der spirede som forfatterspirer.

Faktisk plantede jeg først i nogle tyrkiske bøger til Nørrekærbiennalen oppe i Nørrekær Enge. Og jeg så det tyrkiske sprog gro op som blandt andet en Fatimas rose. Jeg havde fået sproget med fra min svigermors have. I dag er der stadig lidt rester af bøgerne i Nørrekær, men det meste er formuldet, blevet en del af landet, og katteskæg har bredt sig over det meste, sådan forandrer sproget sig.

Jeg så det tyrkiske sprog gro op, som et land i et land. Jeg så og mærkede det få rødder og leve. Jeg forstod, at sprog er sådan, det er noget, man kan røre ved, det er noget, man kan lugte, noget man kan smage; litteratur er natur.

Og det var sådan, det begyndte.

Og så lavede jeg altså den sproghave på Åby Bibliotek, hvor vi plantede i bøger, der skulle kasseres. Det var smukt, men det gjorde mig også trist, når det nu også var ret gode bøger – og en af de bøger, jeg ikke kunne få mig selv til at skære i, det var Inge Eriksens.

Jeg læste hende for første gang to år efter, at hun var død. Og det er faktisk sådan med forfattere, at man altid kan møde dem, selv om de ikke er her på jorden.

At læse en god bog er som at få en god ven.

Der var noget ved hovedpersonen, som jeg virkelig kunne genkende. Hendes udlængsel, hvordan hun nød livet i Spanien, hvor tøjet blev tørret hen over buskene. Hvor livet gik med at lave mad, lære farverne at kende, og hun reparerede cykler. Det konkrete liv, det nære liv. Det at være tilstede i verden og den nye verden.

Alting i Danmark virkede fremmed, da hun kom hjem. Det var, som om folk talte et fremmed sprog.

Måske er det vigtigt at kunne flere sprog, siger jeg tøvende. Han lader avisen falde på gulvet og ser op i loftet. Vi skulle jo nok have lært lidt spansk, mumler han. Men far var ligeglad, han gider jo ikke snakke overhovedet. Så hvorfor skulle vi?

Det er ikke dét, jeg mener, siger jeg. Man tager sit eget sprog som en selvfølge, men det er det måske ikke.

Filosoferer du? Siger han med et lille smil.

Hører far mere opmærksomt efter det, jeg siger, fordi jeg er blevet atten? Eller er han glad for, at jeg kan tale med farmor?

Du er vist forvirret, er du ikke?

Nej, far, jo – jeg mener – dansklærerne snakker aldrig om at tale dansk, de interesserer sig kun for vores skriftlige opgaver. Men i matematikken er det pokkerme ikke lige meget, hvad man siger! Et matematisk bevis skal udtrykkes med præcise ord for at være et bevis.

En dame med hat, Inge Eriksen

Inge Eriksen bekræfter mig i verdens indre og ydre logik, eller mangel på samme – uligevægten i verden, og det urimelige. Hun bekræfter mig i, at jeg ikke er alene.

I en anden tid skrev Leif Varmark et langt prosadigt i Vindrosen. Du skal ikke være bange! I det meget smukke, anarkistiske digt stod der bl.a.: det modsatte af kærlighed er ikke had, det modsatte af kærlighed er ensomhed. En god veninde af mig organiserede ved den tid en gruppe mennesker, som afskrev digtet med kulørte spritpenne på maskinpapir. Derefter blev papiret klæbet fast i loftet, så man kunne ligge på gulvet og læse og drømme om et liv i universel kærlighed, hvis man havde tid.

Forbudte følelser, Inge Eriksen

Denne her bog er på en måde fundamentet for hele den verdensopfattelse, som Inge Eriksen har givet mig, eller måske også nærmere bakket op om. Den indre følelse jeg har – over at høre til et sted – og spørgsmålene omkring, hvorfor verden er, som den er.

Derefter plantede jeg faktisk Peter Seeberg i Viborg. Hans Fugls føde blev der skåret hul i, og så lagt i jorden. Siderne blafrede, man kunne jo stadig læse med, som sproget groede op i 2018, det var en del af Skovgaard Museets have, og det blev til skvalderkål og solsikker og forglemmigej og sommerfuglelavendel, og alt muligt, som passede til bogen om den unge Tom, som ikke kan få skrevet sin bog, og som får til opgave at skrive noget virkeligt.

Haven blev plantet sammen med 2. Z fra Viborg Gymnasium, og den største glæde var nok, da de selv begyndte at skrive noget virkeligt, og det virkelig bare blev meget meget godt, og de syntes, at det var sjovt at skrive.

Men hvad er egentlig en have? En have er så underlig, for engang var der bare natur, og engang var der vel bare territorier, så kom voldgravene, og de elektriske hegn og de firkantede hække.

Jeg skulle egentlig have lavet en sproghave i Aalborg det år, men det blev året efter, det blev faktisk i år, hvor emnet var kærlighed, og Master Fatman døde.

Det blev det år, og hvordan bliver sådan et projekt så til virkelighed?

Det er et spørgsmål, man kan stille sig selv hver eneste gang, man laver et projekt. For det er altid det samme. Det er ikke til at sige, hvordan det bliver sådan.

Jeg vidste ikke andet, end at det skulle handle om kærlighed.

Men også at det skulle være noget nyt. Og at sproget skulle gro.

Jeg tror måske, at det var båden, der kom først. At det var min mand, der sagde, måske kunne man plante i noget andet end bøger. Faktisk skulle det være i en seng og et bord og en stol.

Det skulle være planter, der groede op alle steder.

Om det så var Inge, eller ej. Jeg var ikke sikker.

Men Limfjordsteateret havde en Europajolle liggende. Og den var der hul i.

Den var ret sørgmodig, eftersom den ikke kunne sejle nogen steder. Så den måtte vi gerne få.

Og jeg læste Inge Eriksen, og jo længere jeg kom ind i hendes forfatterskab, jo mere relevant blev båden bare. Det var jo de syv haves have.

Jeg fandt Silkehavet, en sørøverroman, og jeg fandt Fugletræet, en bog som jeg elsker.

Jeg fandt hende rundt omkring i antikvariater og genbrugsbutikker.

Og jeg lånte hende på biblioteket.

Det gik op for mig, at jeg var ligeglad med, om det var fiktion eller essay eller poesi, hun skrev. For mig har det altid været sådan, at alt hvad jeg læser, det virker enten ægte, eller også virker det ikke ægte. Sandt, ægte, noget der har med verden at gøre. Noget jeg kan lide, noget jeg kan bruge til noget. Det var sådan, jeg lærte hendes verden at kende, vores verden.

Og det var sådan, jeg fandt ud af, hvad der skulle gro i båden.

Først ville jeg gerne have korn. Fordi jeg tænkte, at det man virkelig har brug for som menneske, det er brød. Så var det, jeg ringede til Niels Foged fra Falslevgård Mølle, og han havde noget Babuscha-byg, såkaldt nøgenbyg, som vikingerne engang havde fået, da de sejlede ned ad de russiske floder – og nu havde han fået det af den russiske genbank.

Og jeg fik et sponsorat fra Gug Planteskole, blandt andet et citrontræ, for jeg var faldet over et erindringens træ. Det var Inge Eriksens Citrontræ.

Kære Andrea og Frederik:

Der er en svag duft af timian og salvie fra lerkrukkerne ved siden af min stol. Solen skinner fra en blå himmel, og skyggerne under oliventræerne er et sort kniplingsflimmer længere nede ad skråningen. I horisonten foran de lave bjerge står cypresserne, de ligner lange, sorte penneskafter, som dem jeg husker fra Den store Bastian. Teenagerne pjanker med de små – jer – i poolen, overvåget af forældrene og Irmelin med sit strikketøj.

Hans kom alligevel, og jeg sidder sammen med ham under en gigantisk parasol og skriver og drikker limonade. Nogle få meter bag os ligger de famlet-orangefarvede bygninger omgivet af blomstrende nerier. Hvis ikke den svage brise bar væk, ville også deres duft fylde mine næsebor. Jeg holder meget af nerier, men min favorit er det gamle citrontræ tæt ved hoveddøren. For mange år siden boede jeg i en hellig by hos en gammel mand, der havde et citrontræ i sin lukkede gård. Lige siden da har citrontræet i min tankeverden været erindringens træ, det træ der mere end alle andre husker for os. Hvis vi kunne tale træernes sprog, kunne vi spørge dem ud og få meget at vide, for ingen tænker jo på at skjule noget for et træ.

Jeg er ikke et citrontræ, jeg er kun en syrlig ældre kvinde. Jeg husker heller ikke så meget som citrontræer, for mennesker skjuler mange ting for sig selv og for hinanden. Men den smule, jeg husker fra en særlig tid, vil jeg fortælle jer lidt om. Tiden er ikke tilfældigt valgt. I blev født i den tid, og der var stor turbulens, ikke mindst i månederne før I kom til verden. Hvordan jeres verden vil se ud om ti – tyve år, har jeg ingen anelse om. Den kan ligne vores, som den er lige nu, eller være ganske anderledes, forandring var både nøgleord og virkelighed, længe før I så dagens lys. Jeres egen historie begyndte, da I blev født.

Der var selvfølgelig også en historie før jer, fuld af mennesker, der er forbundet med jer. Men engang kan jeres onkel Keld fortælle om nogle af de andre børn, der bare er billeder og nyheder i jeres øjne. Og dog havde og har de også en historie, lige så virkelig for dem som jeres er for jer. Desværre er jeg ikke et citrontræ. Men hvis I skulle lære træernes sprog – forandringer er ikke kun forfærdelige, de kan også være vidunderfulde – så gå ind i den lukkede gård og tal med træet dér. Indgangen til gården ligger lige over for Jaffa Gate politistationens baderum, den er ikke til at tage fejl af.

Jeres bedstemor
Toscana, sommeren 2002

Citrontræet, Inge Eriksen

Selvfølgelig skulle det med – og det samme med hendes yndlingsblomst Løjtnantshjerte:

Hvor langt tilbage kan jeg huske? Jeg ved det ikke, men min første erindring går tilbage til vinteren 1938. Jeg er født i Skørping men flyttede derfra til et lille ledvogterhus i Mosskov. Øst for huset på en lav skråning. I skovbrynet lå en stor træpavillon, hvor generationer af aalborgensiske skolebørn kom på den årlige udflugt. Vest for huset på den anden side af skinnerne kunne man mellem bøgetræerne se en lille sø, Øksø.

Huset var hvidt – det blev for et par år siden malet skagensgult, en rædsom misforståelse! Der var udedas, petroleumslamper og kakkelovn i stuen. På en bestemt tid om sommeren kunne jeg godt lide udedasset, fordi jeg gennem sprækkerne i trædøren kunne se en af mine yndlingsblomster: løjtnantshjerte.

Brød og roser, Inge Eriksens erindringer

Vi plantede også noget andet. Vi plantede Aalborgs befolkning. Vi plantede dem på små planteskilte og skrev det antal der boede i Aalborg på dem, så de også kunne gro op i båden, for de er jo en del af verden, som litteraturen er en del af verden, og hvis man er den ene fra Mali der bor i Aalborg for eksempel, så kan det måske være rart at komme her ned til båden og finde sig selv? Eller finde ud af, hvem man ellers er sammen med, hvis man for eksempel er en af de to fra Malta, og man slet ikke kender den anden. Eller hvis man er den ene fra Finland og vil vide, hvem der ellers bor omkring en – måske kunne man mødes med den anden fra Kap Verde, en af de 111 fra Grækenland, eller kender fem af de 1074 fra Syrien, den ene fra Tuvalu, eller Fiji, eller Kiribati, nogen af de 19 statsløse, de 124 fra Pakistan eller de to fra Oman. Er mennesker tal, kan man gøre det op sådan, er der en logik, er der noget, der går op, når børn bliver født, når mennesker bliver dræbt, når tanker går fra hoved til hoved, gennem logikken og ud i verdens ulighed. Kan man? Man kan altid stille spørgsmål, det skal man, og sådan gror spørgsmål op, sådan gror mennesker og historier og planter.

Det er naturen.

 

Jeg lærte meget i Málaga, siger jeg langsomt. – Jeg har fået så meget af andre. Hvordan jeg nogensinde skal gengælde det, ved jeg ikke.

Hvorfor se sådan på det? Forholdet mellem mennesker er ikke et regnestykke, der skal gå op. Du skal passe på din indre matematiker, Ida.

Sådan står der i En dame med hat. Den indre matematiker, hvornår går vi op, hvornår går vi i stykker, hvornår hænger vi sammen?

Der er jo ingen, der ved, hvordan sådan noget kommer til at stå, hvordan det bliver.

Men i hvert fald blev planterne til historier, de blev til Inge Eriksens stemme, hendes sprog, det var nærmest det omvendte, det var det lydløse visuelle sprog, som at gå på line.

Hun trak vejret dybt et par gange, ilten steg hende til hovedet i et brus, hun blev let og mærkede sit hjerte slå roligt. Så drejede vagabonden på håndsvinget, og den skrøbelige musik drev hende tøvende ud på linen, rutinen virkede og stålwirens vibrationer og musikkens synkopering gik i ét med dansetrinene på flad fod og tåspids, pirouetten og springet – mekanisk tid blev ophævet, og sekunderne bredte sig ud. Den tynde line føltes bred som et stuegulv. Hun svømmede som en fisk i et hav af vand og luft, hun var ingen illusion, det hun lavede var ingen illusion, tvivlen forvandledes til forventning, til et trods alt, som hun altid havde følt var til stede bagom det hun mente og gjorde og som havde været for dunkelt til at præcisere.

Fugletræet, Inge Eriksen

Og man ved jo ingenting, men pludselig stod båden der i Aalborg, og jeg fik jord fra min egen familie, for faktisk stammer min mors slægt fra Aalborg, og jorden var fyldt med kamilleblomster og raps, og der kom folk forbi, som aldrig havde læst Inge, som ville gå på biblioteket efter hende, der kom en forbi, der havde arvet hendes cigaretter, for dem havde hun mange af, der kom en ung mand forbi, der ikke ville rejse, men var vild med krydderurter, og der kom forfattere forbi og skrev deres drømme i det sejl, min mand havde sat.

Citrontræet blev båret ind hver aften under Ordkraftfestivalen 2019, for vi var jo i april, og det var egentlig meningen, at træet skulle sove i den Italienske restaurant, men den kom kun til restaurant Mombai, og der overnattede den så ved siden af en Vespa, og en dag væltede træet på rejsen ind, det rullede på et bræt, og jeg var ved at stikke en kvindes øje ud for at redde en citron, alt for det træ, alt for kærligheden, alt for den båd fyldt med jord og ord, der kommer ind fra fjorden og sejler videre ud i hele verden, til Grønland, til Grækenland, overalt, til Hudsonfloden, til Bosporus, til Gibraltarstrædet, til Beringstrædet, på Tigris og Nilen, og sådan kan vi blive ved.

Og så tog paradisæbletræet citrontræets plads. Det kunne ikke holde til det, citrontræet, først blev frugterne spist, og det var jo fint, eftersom festivalen skal bære frugt, men så begyndte det også at tabe bladene, og så kom det ind på biblioteket og blev passet og plejet, og så begyndte det at få nye skud, og bibliotekaren overvejede, hvordan han skal sørge for, at det blev bestøvet, om han skal gå tur med det, eller om det er nok, at det bare kommer lidt udenfor – og paradisæblerne har Inge Eriksen også skrevet om, måske fordi det viser sig, at der faktisk findes paradisæblesamlinger i Nordjylland, at det er en del af historien.

PASTORALE

Der findes
pelsfår
kødfår
uldfår
merino
cashmer
vicuna

Der findes
æbletræer
pæretræer
blommetræer og kirsebærtræer
uden for skuret til
skraldespand og papkasser
et paradisæbletræ

I mine næsebor
findes der
små røde runde
elskerindeæbler

Der står får i skoven
grimt brægende
med tungen stukket frem
under kyniske øjne
å, gud, hvor jeg elsker dem
for deres vræl efter kærtegn
deres mangel på nøjsomhed

Vestskovens klagende dyr
kælne som katten og lystne
farligere end rammen de er sat i
blidere end skråningen de løber på

I strømmende bølger af uld over tynde ben
kommer de og tilbyder en vinterpels
dyb nok til at gemme ansigtet i
så ingen kan se de røde forbudte æbler
paradiset i elskerindenæsen

Forbudte følelser, Inge Eriksen

Fortidens rødder blander sig med slægter og litterære citater, alting er en del af hinanden, som historierne også er skrevet på ark, og nøgenbyggens aks stikker hovederne op af jorden, og morgenduggen perler, og aftensolen forgylder.

Efter nogen dages forløb fik havet overtaget, og lyset styrtdykkede, børnene lo i sandet uden at vide hvorfor, og digesvalernes skrig blev suget opad og forsvandt i det blå. Sangerne gik forsigtigt rundt mellem tang og sten og ledte efter svanefjer, og fønikierne sejlede videre. Deres nervøsitet fik skibet til at dirre, og rorgængeren begyndte at klage over synsforstyrrelser. Når solen gik ned i blod, blev han afløst. Natrorsmanden sang stille for sig selv.

Ingen ombord forstod hans sange, men når han tav, blev de søvnløse endnu mere pirrelige. De sovende vendte sig mellem søvn og vågen, og små furer flakkede over deres ansigter, før de faldt ind i søvnen igen. Deres sidste kampe om ferskvand var dødbringende og komiske – af vand er du kommet, til vand skal du blive, og Judas går stadig imellem os.

Hjertets femte kammer, Inge Eriksen

Sådan sejler Inges ark ud i verden, og nu er det sommer, og citrontræet er kommet ud igen, det flyder med sin ark ud i verden og lytter til alt, hvad der bliver sagt, og sådan sejler vi med spirende frø – en have af sprog – vores fælles historie, sådan fortsætter jeg, sådan skal vi alle fortsætte, for det er nødvendigt selv at lede og gøre og handle, som Inge Eriksen skriver i Hjertets femte kammer:

Men man ved den slags, Hanna, man kender vel historien som et dannet menneske! Men jeg skulle leve den ud, ellers var den jo ikke min.

Fortsættelse følger …

Inge Eriksen. Født i Skørping, 22. oktober 1935. Død 13. marts 2015 i Aalborg.

Hun har udgivet følgende bøger:



Sponsorerne af Ordkraft

Følg os