Foreningen Ordkraft

Billede tilknyt til nyheden om

Jagten på den dansk-amerikanske identitet

09. 05. 2023

Forfatteren Mathilde Walter Clark og tidligere direktør for Aalborg Handelsskole har en ting tilfælles: Nysgerrigheden over for, hvordan dansk-amerikanere forstår sig selv.

Da tidligere direktør for Aalborg Handelsskole Poul Søe Jeppesen fik besøg fra USA, åbnede sig en nysgerrighed på, hvordan moderne dansk-amerikanere forstår sig selv.

I 38 år var han ansat ved Aalborg Handelsskole – de 13 som direktør. De mange år har efterladt dybe relationer og kontakter med både ansatte og elever. Så da en af hans tidligere ansatte, Sune Frederiksen, der i dag bor i Berea i Kentucky, i 2018 meldte sit besøg i Nordjylland, bød Poul på kaffe.

Trods – eller måske netop på grund af – 20 år i ”The Bluegrass State”, har Sune Frederiksen stadig stærk tilknytning til Danmark og Nordjylland, blandt andet gennem Rebildselskabet, hvor han er medlem af bestyrelsen og medarrangør af den årlige fejring af 4.juli i Rebild Bakker.

"At sy en kvilt minder ikke så lidt om at skrive en bog"

Med sig havde han en gave til sin gamle chef: Mathilde Walter Clarks erindringsroman ”Lone Star” (2018), som netop handler om at finde sine rødder og identitet på tværs af to forskellige kulturer.

I bogen indledning plages hun af spørgsmålet om, hvad der vil ske, hvis hendes biologiske far dør på den anden side af Atlanten. Vil der overhovedet være nogen som ringer til hende?

Af skræk for, at fortiden skal gå til grunde i hendes erindring, gik hun derfor i gang med at skrive den undersøgende, kærlige – og flere steder kritiske – analyse af sit og andre dansk-amerikaneres særkender og forhold til landet, kulturen og identiteten.

- Jeg har ”i løbet af det sidste år tit følt mig som Grandma Clark. At sy en kvilt minder ikke så lidt om at skrive en bog. Som hun syede sekskanter sammen, syr jeg i min fortid. Jeg trækker erindringer ud af mørket, fragmenter, glimt, scener, og stykker dem sammen på papiret,” skriver hun på side 203 og fortsætter: ”Jeg syr noget sammen som ikke i forvejen hang sammen. Kontinenterne med en tråd af sætninger, Danmark sammen med Amerika”.

En rød og en blå stjerne

Få måneder efter besøget fra Kentucky, var Mathilde Walter Clark en af de deltagende forfattere på Ordkraft 2019, hvor Poul Søe Jeppesen, der selv er tidligere bestyrelsesmedlem i Foreningen Ordkraft, havde lejlighed til at møde hende.

Som en symbolsk antydning af sit forhold til sin fars texanske rødder – måske USA generelt – og også som et hint om et af de andre emner, hun behandler i romanen, signerede Mathilde Walter Clark Poul Søe Jeppesens eksemplar af ”Lone Star” med en rød og en blå stjerne. I tilgift tegnede hun omridset af delstaten Texas, gennemboret af Amors pil.

- Mathilde skildrer elegant de mange kulturforskelle, set gennem danske/skandinaviske øjne, og gradvist erkender hun, at – hvis kontakten skal bibeholdes – må hun lære at leve med forskelligartede normer, levevis og opfattelser af samfundsmæssige sammenhænge. Den erkendelsesproces er overbevisende skildret, fortæller Poul Søe Jeppesen.

Anmeldelsen i "The Bridge"

Og begejstringen fortsætter. Så da Sune Frederiksen opfordrede sin gamle chef til at skrive en anmeldelse af ”Lone Star” til ”The Bridge”, en halvårlig publikation, udgivet af “Danish American Heritage Society” med base i danskerkolonien Solvang i Californien, satte Poul Søe sig straks til tastaturet.

Anmeldelsen på engelsk er netop blevet bragt i forårsudgaven 2023 af ”The Bridge”.

- Måske spoiler jeg for meget, når jeg afslører, at det ikke lykkes Mathilde Walter Clark at ”sy verdenerne sammen”, indrømmer Poul Søe. - For uanset hvad hun gør, vil hun ”altid være en fremmed i sit fædreland”. Men hun erkender også, at tiden er dyrebar, og at hun ikke vil ikke spilde den på at fægte med ord om noget, man alligevel ikke kan løse. Hovedsagen må være ønsket om fred og fordragelighed.

Poul Søe Jeppesen afrunder sin dansk-amerikanske anmeldelse med at give ”Lone Star”, ikke kun en ”enlig stjerne”, men adskillige - både røde og hvide og røde, hvide og blå - stjerner.

 

Læs mere om Mathilde Walter Clark på hendes egen hjemmeside.