Foreningen Ordkraft

Jonny Hefty modtager Ordkraftprisen
Foto: Peter Søholm

Jonny Hefty hædret med Ordkraftprisen

19. 09. 2021

Den aalborgensiske graffitimaler, forfatter og rapper har hærget den danske hiphop- og metalscene siden slutningen af 80’erne - og lørdag d. 18. september blev han hædret med Ordkraftprisen på Royal Stage i Nordkraft.

Jonny Hefty er egentlig en karakter, som opstod i 1998. Bag kunstnernavnet gemmer sig Jakob Ørum, en ung mand på 50 år, uddannet bachelor i dansk og medievidenskab, bosat i Aalborg og familiefar.

”Jeg arbejder meget med ordspil, dobbeltbetydninger, multirim, narrative strukturer, intertekstuelle referencer og opbygning af nærmest filmiske universer i min lyrik – selvom nogle sikkert opfatter mig, som en, der bare står og råber RØV!”, fortæller Jakob.

Jonny Hefty har arbejdet med Jøden og Niarn. Han skriver tekster om livet i ’Aalleren’ lige fra hash og hestepiger til hængerøv og hættetrøjer.

I 2014 modtog Hefty Den NORDJYSKE kulturpris, og i 2020 gik Ordkraftprisen til den aalborgensiske multikunstner for sit lange og banebrydende arbejde med den alternative og pulserende ungdomskultur.

 

Hyldet på Royal Stage i Nordkraft 

Da Ordkraft blev aflyst i 2020 grundet corona-situationen, har Jonny Hefty måtte vente ekstra længe på at modtage prisen. Det skete til åbningsceremonien af årets Ordkraft-festival lørdag d. 18. september, hvor Nicolaj Holm fra Ordkrafts bestyrelse overrakte Jonny Hefty prisen. 

"Den hjemvendte søn, Danmarks gamle dreng, Karnevallets Konge og Aalborgs undergrundsborgmester. Skævt barn har mange navne, og Danmarks bedste rapper over 50 smider stadig muggen røv i ansigtet på Aalborgs kulturliv.", indledte Nicolaj Holm sin hyldesttale. Du kan læse hele talen her

 

Jonny Hefty og Nicolaj Holm Ordkraftprisen

 

"Det bliver ikke 1000 men 9000 tak. For jeg elsker Aaleren", lød det fra Jonny Hefty på Royal Stage i Nordkraft. Han kvitterede også med en perlerække af sceneoptrædener til Ordkraft 2021 - akkompagneret af den nordjyske bassist Kenneth Dahl Knudsen

TV2 Nord sendte live fra Ordkraft, og du kan se klip fra prisoverrækkelsen og Jonny Heftys performance her

Hvert år uddeles Ordkraftprisen til en kulturpersonlighed, gruppe eller organisation, som har gjort noget særligt for at fremme kulturen i Nordjylland. Du kan se en oversigt med de tidligere prisvindere her