Foreningen Ordkraft

Billede tilknyt til nyheden om

Nicole Boyle Rødtnes : "Jeg frygtede, at folk ville grine"

08. 06. 2022

Nicole Boyle Rødtnes er et stort navn inden for Young Adult-genren. Hun har skrevet mere end 40 bøger for børn og unge, der for en stor del bevæger sig inden for fantasy og sci-fi-genrerne.

Nicole Boyle Rødtnes er et stort navn inden for Young Adult-genren. Hun har skrevet mere end 40 bøger for børn og unge, der for en stor del bevæger sig inden for fantasy og sci-fi-genrerne.

Som noget gennemgående udfordrer hun disse genrers tendens til et karrikeret menneskesyn, hvor man enten er god eller ond. Persongalleriet er levende og består af  troværdige menneskeskæbner, der udstiller facetterne i deres samfund, deres relationer og splittelserne i dem selv. 

Nicole Boyle Rødtnes er blandt de mest læste børnebogsforfattere i Danmark og har været nomineret til Orlaprisen et utal af gange. Hendes egen vej frem til at succésen har krævet lige så meget mod og rygrad, som  hendes hovedpersoners kampe mod skeletter og monstre. 

Læs hvorfor, og hvordan i denne hurtige spørgeklumme, hvor du også kan blive klogere på Nicoles skriveproces og evner inden for blokfløjte.


Hvad/hvem satte dig i gang med at skrive din allerførste bog?

Det, der satte mig  i gang, var at jeg fik mit eget værelse. Jeg var 13 år. Tidligere havde jeg delt værelse med min tvillingesøster. Vi lå altid og fortalte historier til hinanden, når vi skulle sove. Men så fik jeg mit eget værelse, og havde ikke nogen at fortælle mine historier til. I stedet skrev jeg dem ned, men hemmeligt og for mig selv. Jeg havde det svært i skolen - dårlig til at læse, 30 fejl i diktat osv. -, og hvis jeg sagde, jeg gerne ville være forfatter, var jeg bange for at folk ville grine af mig. 

 

Hvad satte dig i gang med at skrive din seneste bog - og hvad har været det mest udfordrende? 

Den bog jeg arbejder på lige nu er sidste bind i min trilogi ”Rød og Blå”, så det var drivkraften efter at gøre historien færdig og så en masse beskeder fra søde læsere, der glæder sig til den, som satte mig i gang med skrivningen. 

Jeg har været heldig med utrolig gode anmeldelser på denne serie, så jeg kan godt blive ramt af lidt præstationsangst for, om jeg kan leve op til alle forventningerne. Selvom slutningen altid har været helt klar i mit hoved, kan folk jo godt have helt andre ønsker til, hvordan de gerne ser serien slutte. 

 

Hvor sidder du typisk, når du skriver? 

På mit kontor derhjemme, eller i en stillezone i intercity-tog på vej til/fra foredrag. 

 

Hvad giver det dig som forfatter at møde dine læsere? Konkrete idéer, ny inspiration, opbakning? 

For mig giver det enorm megen glæde at se, at bøgerne bliver læst. Det giver mig også ideer, når jeg hører, hvad læserne efterspørger. Og ser hvordan de reagerer på bøgerne. Det er i mødet med læserne, man for alvor kan mærke hvad der fungerer (eller ikke fungerer) 

 

Hvad var den første læseoplevelse, der gjorde indtryk på dig? 

Alanna af Tamora Pierce. Det var den historie, der gav mig læselyst. Jeg havde svært ved at lære at læse og hadede det faktisk som barn, men så fandt jeg denne bog, og den ændrede alt. Den var egentlig alt for svær i forhold til det læseniveau jeg var på, men den var spændende, så selvom jeg måtte hakke mig igennem hvert ord, så var jeg solgt. 

 

Udtrykker du dig kunstnerisk på andre måder end at skrive? 

Jeg kan spille blokfløjte. Og som ung skrev jeg også mine egne sange. Men jeg kan ikke synge, så det var ikke noget, jeg gik videre med. 

 

Tror du også, der er behov for bøger om 100 år?  

Der vil altid være behov for historier. Og selvom tv og film på mange måder er blevet det sted, hvor flest får historier, så kan bøger noget andet. I bøger kan vi fortælle lige de historier, vi vil uden at skulle tage højde for at et afsnit/film kun må være x antal minutter. Eller, at der kun må være så og så mange eksplosioner eller magiske elementer, fordi der er et budget, der skal overholdes.  I bøger er der ingen begrænsninger. Kun muligheder.