Foreningen Ordkraft

Søs Egelind, Tobias Leander og Thomas Levin opfører Thomas Korsgaards radiohørespil "Chancevask" på Ordkraft 2022.
Foto: Ordkraft

Tør du tage en "Chancevask"?

01. 06. 2022

Kender du det, at din vaskemaskine går i stykker, og du derfor er nødt til at bruge vaskekælderen for første gang? Forhåbentlig udvikler det sig ikke for dig, som i Thomas Korsgaards radiohørespil ”Chancevask”. Hør med her.

Thomas Korsgaards radiohørespil "Chancevask" (2022) er en vaskeægte krimi om alvorlige emner som enlige sokker, naboskab, sociale strategier og ensomhed.

I samarbejde med Teater Nordkraft og AKT1 Danmarks Lydteater blev det overrumplende hørespil for første gang opført foran et levende publikum på Royal Stage ved Ordkraft 2022. Bag mikrofonerne var skuespillerne Thomas Levin, Søs Egelind og Tobias Leander, mens Niels Erling, der i 2020 modtog Talentprisen ved Årets Reumert, instruerede.

Nåede du ikke selv med ned i vaskekælderen, kan du høre en studieoptagelse af ”Chancevask” som podcast på AKT1 Danmarks Lydteaters kanal på Soundcloud. På rollelisten i denne udgave er Tina Gylling, Lars Brygmann og Emil Veber.

Hør Thomas Korsgaards radiohørespil "Chancevask"


Om Thomas Korsgaard

Thomas Korsgaard er født og opvokset på Skive-egnen, men flyttede i gymnasietiden til København, hvor han kickstartede sin litterære karriere som skribent for netmedierne Atlas og Zetland. 

I februar 2022 modtog han De Gyldne Laurbær for romanen 'Man skulle nok have været der' (2021), og er dermed den yngste modtager af prisen nogensinde. Romanen er sidste bind i den selvbiografiske trilogi: "Hvis der skulle komme et menneske forbi" (2017), "En dag vil vi grine af det" (2018) og "Man skulle nok have været der" (2021).

Læs mere om Thomas Korsgaard