Foreningen Ordkraft

Caspar Eric
Foto: Fryd Frydendal 2022

Caspar Eric

Fra popkultur og moderne ungdomsliv til normkritik og nye fællesskaber. Caspar Erics poesi er både rørende, humoristisk og politisk konfronterende.

Caspar Eric (f. 1987) debuterede i 2014 med den ikoniske digtsamling 7/11, der, med hans egne ord, bl.a. er en bog om moderne ungdomsliv, popsamfundet og angsten for at blive outdated. Siden har han udgivet flere anmelderroste digtsamlinger bl.a. langdigtet Nike (2015), som med udgangspunkt i hans egen erfaring fra et liv med cerebral parese reflekterer over præstationskulturen og den handicappede krops plads i verden.

I 2020 udgav han en samling af dagbogsdigte skrevet under den første coronanedlukning, og i 2021 fulgte han op med Vi kan gøre meget, som er tolv digtsuiter fra og om en verden i undtagelsestilstand.

Caspar Eric er aktuel med sin syvende digtsamling Nye balancer (2023), der forsøger at tale om handicap fra et mere kropsligt udgangspunkt end tidligere. Her tales der både om og imod vores samfunds stigmatisering af ‘de anderledes’, samtidig med, at der drømmes om nye former for fællesskaber og et nyt sprog for, hvad det vil sige at leve med et handicap i dag.


Læs mere om Caspar Eric på Litteratursiden.dk.