
Henriette Rostrup
Henriette Rostrup (f. 1970) er født i København og er cand.mag. i moderne litteratur og litteraturformidling. Hun debuterede i 2007 med novellesamlingen "Afkom" og har siden udgivet flere anmelderroste romaner og børnebøger.
Rostrups seneste roman, "Grevinden", udkom i 2022 og er baseret på Angelica Pierris (1870-1914) begivenhedsrige liv. Grevinden af Bagsværd, som hun blev kaldt i offentligheden, bliver født i armod, men skæbnen gør hende til en verdensdame, og hun kommer på eventyr til Sydafrika under guld-boomet, rejser videre gennem Europa og vender formuende tilbage til København. Pludselig er hun en af Europas rigeste kvinder og kan købe lystslottet Aldershvile ved Bagsværd Sø. Men penge kan ikke stille hjertets inderste længsler.
Rostrup arbejder netop på en ny historisk krimiserie, "De fortabte", som foregår i København under Første Verdenskrig. Første bind, "Lad de små børn komme til mig", udkommer i sommeren 2023.
Læs mere om Henriette Rostrup på rostrup.info.