Foreningen Ordkraft

Lea Marie Løppenthin
Foto: Simone Lilmoes, Gyldendal Medie 2022

Lea Marie Løppenthin

Lea Marie Løppenthin skriver fabulerende og overrumplende opfindsomt om sindets og sansernes møde med verden, om mytologi og ritualer, ulighed, oprør og muterende liv.

Lea Marie Løppenthin (f. 1987) er som barn i en diplomatfamilie vokset op i København, Dhaka og Hanoi, har læst litteraturvidenskab og filosofi på Københavns Universitet og dimitterede i 2013 fra Forfatterskolen.

Løppenthin debuterede i 2014 med digtsamlingen "Nervernes adresse" og har siden udgivet endnu en digtsamling og flere anmelderroste romaner, bl.a. "Sæson" (2019), der blev nomineret til Politikens Litteraturpris, og som – med en original genskrivning af den græske myte om dødsrigets dronning Persefone – kredser om det at have en bipolar diagnose. 

Løppenthins seneste roman "Livet går over sine bredder" (2022) handler om bedemandsforretningen Cyklus, der har specialiseret sig i klimavenlige begravelser, hvor de døde komposteres og spredes i haver og skove – og hvor sære jordmennesker efterhånden vokser frem af mulden. Det er en kollektivroman om liv og død, udbytning, og længsler, der, ligesom flere andre af Løppenthins værker, lader oldtidens mytestof flette sig ind i en tankevækkende samtids- og fremtidsskildring. Romanen er nomineret til DR Romanprisen 2023.