
Sarah Engell og Sanne Munk Jensen
Sarah Engell og Sanne Munk Jensen havde allerede skrevet en god bunke YA-romaner hver for sig, da de for nogle år siden besluttede at skrive en roman sammen. Det blev til fortællingerne om Polly, Kat og deres venner i Hirtshals.
I de, foreløbig, to romaner berører forfatterne vigtige, aktuelle emner fra slutshaming og udstilling på nettet til ønsket om at kunne stoppe tiden, når alle vennerne får travlt med at løbe voksenlivet i møde.
Sarah Engell fik sit gennembrud med "21 måder at dø" (2014) og modtog i 2017 Blixenprisen for årets børne- og ungdomsbog for romanen "Valget". Sarah Engell står også bag den prisvindende grafiske roman "Fuglemanden" (2018) og har skrevet flere romaner til voksne.
Sanne Munk Jensen fik sit gennembrud med "En dag skinner solen også på en hunds røv". I 2013 udgav hun sammen med Glenn Ringtved "Dig og mig ved daggry", som blev belønnet med Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur. Sanne Munk Jensen vandt Ordkraftprisen i 2022 for sit samlede forfatterskab.
Læs mere på sarahengell.dk og sannemunkjensen.dk.
Hør også interview med Sanne Munk Jensen, Radio SkagaFM 10/1 2023 om baggrunden for bøgerne og hvorfor valget faldt på omgivelserne i Hirtshals.