Foreningen Ordkraft

Til min far af Niels Erling
Foto: Ordkraft

Vi anbefaler: "Til min far" af Niels Erling

05. 03. 2022

"Til min far" er en smuk erindringsroman om at stå ved dødslejet som pårørende. Vita Andersen fra Ordkrafts redaktion har læst den rørende roman af Niels Erling. Læs hendes anbefaling her.

Niels Erling er teaterinstruktør, og på Ordkraft i år sætter han hørespillet ”Chancevask” af Thomas Korsgaard op på Royal Stage. Samtidig kommer han og fortæller om sin debut som forfatter til bogen ”Til min far”, der er en afdæmpet og fint registrerende fortælling om hans fars sidste dage.

Vi følger Niels’  og faderens små korte samtaler og sønnens forsøg på at skabe rare fælles oplevelser som fx bare det at dele en dåseøl sammen.

De små oaser af normalitet får stor betydning midt i sorgen og al den uro, der nødvendigvis opstår, mens det professionelle sundhedspersonale kommer og går, og gør alt, hvad de kan, for at lindre faderen i den sidste tid.

Et fintfølende og realistisk billede af at være pårørende 

Romanen bliver af en anmelder kaldt en partiturroman – en roman, der bedst egner sig til oplæsning, og her er det tydeligt, at Niels Erlings rødder er i teaterverdenen, og at han i særdeleshed arbejder med hørespil.

Niels Erling giver et fintfølende og realistisk billede af, hvordan det er at være pårørende til en døende både på sygehuset og i hjemmet. Jeg har aldrig siddet ved et dødsleje – men nu føler jeg mig bedre rustet – hvis man kan blive det…

Du kan læse mere om Niels Erling her og købe billetter til årets Ordkraft-festival her