Generatorscenen er for dig, der er interesseret i at dykke ned i alle grene af det, som litteraturen og kunstneriske fællesskaber kan rumme – og som gerne vil lade dig overraske og udfordre.
Gennem årene har Generatorscenen budt på alt fra forfattersamtaler med hjælp af clairvoyance, nøgenoplæsning i sauna, live drømmetydning og eksperimentende lyrikkoncerter til de mere klassiske samtaler og oplæsninger med litterære stemmer, der netop nu sætter et markant præg på litteraturlandskabet.
Har du billet til Ordkraft, har du automatisk adgang til Generatorscenens performances og tankevækkende indslag.
En omskiftelig scene
Hvert år samles scenens program omkring et overordnet tema eller en ledestjerne, så det er altid en ny oplevelse at besøge Generatorscenen. Tidligere har scenen blandt andet kredset om revolutioner, drømme og overflod.
Efter et besøg på Generatorscenen kan du være sikker på, at nye verdener har åbnet sig. Måske går du derfra med flere spørgsmål end svar, et nyt perspektiv eller en oplevelse, du ikke helt havde set komme. For Generatorscenen giver plads til det utraditionelle, det tankevækkende og det overraskende – altid med nysgerrigheden som drivkraft og med publikum inviteret med hele vejen.
Glæd dig til Generatorscenens nyeste reinkarnation på årets Ordkraft.
Ansvarlig for Generatorscenen er Iben Vestergaard. Kontakt Iben på iben.vestergaard@aalborg.dk, hvis du går med noget mageløst tankevækkende og performativt, som du gerne vil samarbejde med Generatorscenen om.