Foreningen Ordkraft

Billede tilknyt til nyheden om

Drømmer du om at blive forfatter?

02. 06. 2023

Ordkraft Skriveskole er nu åben for optag af nye elever til efterårets skrivehold.

Ordkraft Skriveskole er et samarbejde mellem Aalborg Bibliotekerne og Ordkraft ord- og litteraturfestival. Skriveskolen er gratis. Den er for alle (også dig, der bor uden for Aalborg kommune), og du behøver ikke at have skrevet i mange år eller flere hundrede sider for at kunne ansøge.

Det er ikke dét, der betyder noget – kun, at du er klar til at blive udfordret i din måde at skrive på og lære nyt.

Find din stemme - og et fælleskab

Det nye hold elever begynder i slutningen af august 2023 og afslutter deres forløb på Ordkraft Festival i april 2024.

Ordkraft Skriveskole mødes hver anden torsdag kl. 16.30-19.00 (med mindre vi sammen aftaler et nyt tidspunkt), og som elev skal du regne med i gennemsnit at bruge 45 minutter om dagen på at arbejde med din skrift.

Du vil komme ud for en masse sjove og lærerige skriveøvelser, og du vil lære at give og modtage konstruktiv feedback – alt det der gør, at du langsomt vil blive bedre til at skrive.

Samtidig drejer skriveforløbet sig også om bånd og fællesskab. Det er personligt at skrive - og man ender ofte med at lære utroligt meget af - og om - hinanden i processen. Eller som en af forrige års elever udtrykte det:

"Jeg har nydt at være sammen med de andre på holdet. Vi opbyggede en kultur på holdet, hvor man havde respekt for andre, og hvor man havde rum til at være sårbar. Det er sjældent, at man kan opnå et sådant sammenhold ved at smide en håndfuld fremmede ind i samme lokale."

Udkom og bliv læst 
Undervisningsformen er fri, og alt er muligt – dog er skolen mere inspireret af art writing-traditionen end den mere akademiske creative writing tilgang. Gennem forløbet vil skolen også få besøg af en gæstelærer, som eleverne er med til at vælge.

Ordkraft Skriveskole afsluttes med, at eleverne selv designer en antologi med et udvalg af de tekster, der er blevet skrevet.

Det er vigtigt for skriveskolen, at elevernes tekster ikke blot forbliver et internt anliggende, men at de kommer ud, så folk kan læse dem. Det er i sidste ende derfor, vi skriver.

Helt aktuelt er to af skriveskolens tidligere elever således udkommet: Amina Elmi på Gyldendal med bogen Barbar og Maya Elisabeth med den grafiske novelle Hul på forlaget Cobolt. 

Sådan ansøger du 

For at søge om optagelse skal du sende ca. 2 A4-sider af egne tekster og ca. en ½ A4-side om dig selv og din skrivning.

Du må gerne sende uddrag af flere tekster, hvis du synes, at det bedst viser, hvordan du skriver. Alle genrer (inklusiv visuelle tekstgenrer) er lige gode. Ansøgningen skal sendes til: jorgen.dissing@aalborg.dk senest 26. juni 2023, kl. 12.00.

Efter denne frist vil en redaktionsgruppe læse alle ansøgninger igennem og udvælge 10 elever til holdet. Alle får svar hurtigst muligt.

Jørgen har skrevet lidt om nødvendigheden af at have sådan noget som Ordkraft Skriveskole her i regionen. Hvis du er nysgerrig på den del, kan du læse mere her