Foreningen Ordkraft

Forfatter Astrid Saalbach
Foto: Lea Mailandt

Dumpekarakter til samfundet

06. 10. 2023

Alderdommens møde med det danske velfærdssystem gav den prisvindende dramatiker og forfatter, Astrid Saalbach, inspirationen til at skrive sin nyeste bog, "Lindely", som af forlaget Gutkind bliver betegnet som en “dødsens alvorlig satire."

En gammel mands skæbne


Hvad inspirerede dig til Lindely?

- I alt hvad jeg har skrevet af drama og prosa, har jeg haft en eller flere kvindelige hovedpersoner, efterhånden havde jeg fået lyst til at skrive om en mand. At se verden med hans øjne.

- Cirka samtidig blev min gamle far ude af stand til at klare sig selv, og fik behov for at få hjælp fra det sundhedssystem, som han indtil da kun sporadisk havde været i kontakt med. Det var så brutal og interessant en oplevelse, at jeg var nødt til at skrive om det. Pludselig bestemmer man ikke selv over sin egen krop. Pludselig bliver ens private stue mødested for folk fra hele verden og alle kulturer. I begyndelsen er det måske spændende, lige indtil man opdager, hvem der bestemmer.


Omsorgskrogen

Hvad er forskellen på at skrive om mænd og kvinder?

- For mig er der stor forskel, fordi jeg er en kvinde og definerer mig som kvinde. Det var udfordrende, at give mig selv lov til at skrive om en mand, som mænd så tit har skrevet om kvinder.

Hvorfor det?

- Når man skriver om køn, afslører man også meget om sin tid, og hvor i verden man lever.

- Og så får kønnet en større og større plads i ens bevidsthed, jo ældre man bliver. Ikke udelukkende på den gode måde. Kønnet bliver det springende punkt, det mest sårbare. Det, der fælder én. Alt dét, man har været blufærdig om hele livet, er pludselig i hænderne på alle og enhver. Man har ingen ret til den samme form for blufærdighed, som man har haft hele livet. Man har heller ikke kræfter til at have det. Man lader paraderne falde. Derfor kom kønnet til at spille en meget større rolle i fortællingen, end jeg havde troet det ville. Nogle gange, når man får en idé til noget, så ved man jo ikke, hvad den indebærer, før man begynder at skrive. Det var i hvert fald et af aspekterne, der kom bag på mig. At kønnet helt fysisk bliver omdrejningspunkt.

Hvad betyder det?

- Fortællingens hovedperson, Thorkild, passerer igennem en række institutioner, i løbet af det halve år romanen udspiller sig. Hospitaler, genoptræningssteder, aflastningsafdelinger, flere hospitaler, og alle steder er langt de fleste af de ansatte kvinder. Han er så heldig, at han har to midaldrende døtre, der på trods af, at han ikke har været særlig nærværende som far, tager sig af ham.

Hvad mener du med det?

- Hvis han havde haft to sønner, ville han sandsynligvis have fået lov til at klare sig selv, og ligge lidt mere alene. Jeg tror, at unge mænd er lige så omsorgsfulde som unge kvinder, det håber jeg! Men når det kommer til de ældre generationer, er det mest eller overvejende kvinder, der påtager sig den slags opgaver. Det er vi opdraget til, det ligger i vores kulturelle DNA, at kvinder er mere ... Altså vi er nemmere at få til at hoppe på krogen. Omsorgskrogen. Og være flink-krogen, ikke?

Skal "Lindely" ses som en kritik af det danske sundhedsvæsen?

- Ja, det skal den. Jeg synes, at næsten al litteratur skal indeholde en karakteristik eller en kritik af noget.

- Og hvad betyder kritik for dig i forbindelse med litteratur?

- Litteratur skal levere en nærgående analyse. Uden hensyn til nogen eller noget. At man trænger til bunds i stoffet og afdækker ting, også hos sig selv.

Ikke et tabu, ikke et taleemne

Skal bogen være med til at provokere?

- Altså, jeg har ikke tænkt på den som provokation i sig selv. Men den må gerne være en øjenåbner. Eller hvad skal man sige? Jeg vil gerne videreformidle den følelse, jeg selv havde, da jeg oplevede et forløb, som meget ligner det i romanen. Det var stærkt udfordrende for min tro på vores såkaldte værdier her i landet, og den velfærd, vi tror, vi har.

- Har du lyst til at uddybe det?

- Altså, for eksempel, det, der virkelig undrede mig var, at jeg ikke havde hørt nogen tale om, at de havde oplevet noget lignende. Man kunne tro, vi var de første, der oplevede det. At det var en undtagelse, men det var det selvfølgelig ikke. Det, vi oplevede, er helt almindeligt og sker hele tiden. Man kan ikke kalde alderdom og død for tabuer, ikke rigtigt, men det er heller ikke noget, man taler om. Måske fordi man kommer så langt ud, når man går igennem sådan et forløb som pårørende, at man kun ønsker at glemme det, jo før jo bedre. Men det er jo noget alle kommer til at opleve, både som pårørende og på egen krop. Det er noget vi bør tale om, også for at ændre forholdene. Man kan måle et samfund på, hvordan det behandler de svageste, siger man. På det punkt vil jeg give vores samfund dumpekarakter.

Hvad mener du med, at det afspejler vores samfund?

- Jamen, vores forhold til sygdom og skrøbelighed. Altså, hvad det er, der har værdi i vores samfund. Det er styrke og ungdom, det perfekte og rentable, men det er der jo ingen, der kan leve op til. Heller ikke de unge. Derfor har de det også dårligt. Alt det bliver sat på spidsen, når man har været en tur gennem ældreplejen i vores land. Man bliver virkelig bange for at blive gammel og dø. Det, der burde foregå med ro og værdighed, som kunne være smukt og stort, er alt det modsatte.

Dette arrangement er sponsoreret af Statens Kunstfond.