Flokken – inde eller ude
07. 03. 2022
Hvad er en flok? Hvor mange skal der til en flok? En, to, mange, alle? I år dykker Ordkraft ned i og undersøger, hvad en flok egentlig er for en størrelse.
Der er altid to sider af en flok – en, hvis man er inde i flokken og en helt anden, hvis man er udenfor. Mange af os har prøvet at være en del af en flok, vi ikke selv har valgt – eller prøvet at få trukket en masse ufrugtbare prædikater ned over hovedet. Måske på grund af vores køn, seksualitet eller sygdom.
Noget af det mest spændende ved flokken er, at den findes alle steder i vores samvær og samfund – simpelthen af den enkle og indlysende grund, at vi selv er flokdyr. Så uanset hvor meget individualismen og MIG, MIG, MIG de seneste år er vundet frem, så kan vi ikke løbe fra det faktum, at de fleste af os befinder os bedst sammen med andre mennesker.
Ord samler og skiller os
Vi bliver gang på gang mindet om, hvad litteraturen, sproget, kunsten og videnskab kan både ift. at samle mennesker og skabe splid mellem os, og vi vil gerne lære noget om os selv som mennesker og gøre det muligt bedre at forstå os selv og omverdenen.
Dette er vores udgangspunkt i Ordkraft, og heldigt nok egentligt, for vi håber, at mange både nye og gamle fra ”vi elsker litteratur”- flokken vil kigge forbi til Ordkraft Ord- og Litteraturfestival 7.–9. april 2022 og gøre de tre festivaldage til noget helt specielt.
Ordet er frit. Litteraturen er løs.
Du kan købe billetter til Ordkraft 2022 her