Her er vinderne af årets ”Vi <3 Bogbloggere”-priser
16. 04. 2024
Sidste år løb ”Vi ❤ Bogbloggere”-prisuddelingen for første gang af stablen, men her var det kun bogbloggere, der kunne deltage. I år var dørene som noget nyt slået op for alle festivaldeltagere.
Selve prisen, eller priserne for der blev faktisk uddelt syv priser i år, er et initiativ, der er stablet på benene af bogblogger Julie Mørup og forfatter Luna Mørup, der, som efternavnet kan antyde, er gift og begge har en stor kærlighed til bøger.
Julie og Luna savende en pris, der hylder bogbloggerne for deres store frivillige arbejde og engagement i at fremme bøger og læseglæde indenfor et hav af forskellige genrer og på forskellige platforme, men primært på Instagram.
Prisen er altså af bogbloggere og for bogbloggere. Det er kun bogbloggere, der kan nominere og stemme. Det er altså lidt ananas i egen juice, men man skal også huske at rose sig selv og hinanden.
I år var de følgende priser, der blev uddelt:
Årets bedste visuelle udtryk
Hvem elsker ikke flotte billeder og videoer/reels? Derfor går denne pris til den bogblogger, der tager de flotteste billeder/laver de flotteste videoer. Det kan være et bestemt farvetema, der går igen i hvert opslag, en bestemt opsætning af billede eller efterbehandling.
Årets boglige initiativ
Denne pris er til den/dem, der har fået stablet et bogligt initiativ på benene, som der bringer glæde til resten af Bookstagram. Det kan være readalongs, konkurrencer, vandrebøger og meget andet. Fælles for initiativerne er dog, at bogen skal være i fokus.
Årets børne/unge bogblogger
Denne pris gives til den bogblogger, der har specialiseret sig indenfor børne- og ungdomsbøger – altså en målgruppe fra 0-18 år, og som derfor har fingeren på pulsen og ved, hvad der er populært til netop denne målgruppe. Bogbloggeren behøver ikke selv være barn eller ung for at blive nomineret.
Årets voksen bogblogger
Denne pris gives til den bogblogger, der læser og anmelder litteratur for voksne. Det kan være både biografier, krimier, romaner eller erotik – det skal dog være litteratur henvendt til voksne læsere.
Årets all-around bogblogger
Hvis man både læser og anmelder bøger til børn, unge og voksne, skal man selvfølgelig ikke snydes for en kategori. Derfor uddeles ”Årets all around bogblogger” til den bogblogger, der er ja, all-around. Den gives til en bogblogger, der formår at skrive nuanceret, ærligt og sagligt omkring hans/hendes læseoplevelser, lige gyldigt om det er en billedbog, tegneserie eller murstensroman.
Årets video creator
Denne pris går til den bogblogger, der formår at lave både spændende, underholdende og skæve videoer. Det kan være både anmeldelser, live-opslag eller reels, der viser bøger i alle former, størrelser og indenfor forskellige genrer.
Årets specialist
Er du specialist inden for et bestemt område – det kan være romance, krimier, tegneserier, digte eller noget helt femte – så er det her prisen for dig. Med denne pris hylder vi en specialist inden for ét bestemt felt. Langt størstedelen af indholdet hos den givne bogblogger skal altså være indenfor dette område, før man kan vinde denne kategori.
Vinderne, der løb med en flot indgraveret glasvase, et diplom og æren i år, var:
- Årets bedste visuelle udtryk: @s.issel
- Årets boglige initiativ: #ResetReadathon med @ordharmoni og @fantasiturist
- Årets børne/unge bogblogger: @linedalbro
- Årets voksen bogblogger: @AnneLoveBooks
- Årets all-around bogblogger: @Bogfeber
- Årets video creator: @norogfarlaeser
- Årets specialist: @norogfarlaeser
Stort tillykke til dem alle sammen!
Tak til alle bogbloggere der har nomineret, stemt og deltaget i prisuddelingen – vi glæder os til at gøre det igen næste år.