Jens Blendstrup og Albert Reinholdt byder op til danse macabre i Nørholm Borgerhus
09. 02. 2022
Der er ham udbryderkongen som går igen, men kun kan overleve ved at spise umenneskelig store mængder sindssyg stærk ost - og så er der hende, der støber gamle sømænd ind i porcelæn nede i kælderen. Vil du ikke gerne møde dem?
Forfatter Jens Blendstrup kommer med sin karakteristiske fistelstemme og læser op af sin seneste sorgmuntre og ret syrede novellesamling ”Sorgens Balalajka”. Det er rent ud sagt skide skægt, også efterfølgende, når Jens Blendstrup indgår i en samtale med moderator Kenneth Schultz Gjerulff om, hvordan og hvorfor han finder på historier om Sarkofag-Ole og klovnen fra Lalandia og alle de andre rødder i bogens spraglede og gale persongalleri.
Unge nordjyske Albert Reinholdt vil med sine formidable jazz-hands spille op til fællessang før og efter de Blendstrupske udsvævelser – og forkæle øregangene med gedigen jazz i pausen, hvor der kan købes øl, vin og kaffe.
Læs mere om arrangementet i Nørholm Borgerhus og køb billetter her.