Foreningen Ordkraft

SkagaFM
Foto: SkagaFM

Ordkraft i den nordjyske æter

23. 03. 2023

Studievært Henrik Ledet fra SkagaFM er begejstret for Ordkraft; faktisk så meget, at han har interviewet flere af årets medvirkende forfattere til stationen, der sender fra det gamle rådhus i Hirtshals.

Malene Sølvsten

Mød for eksempel Malene Sølvsten, der er bogaktuel med "Spående Vølve". Malene er opvokset i Brønderslev, og fik allerede som barn interessen for fantasygenren. Vejen til forfatterskabet gik omkring en kandidatgrad i international økonomi og handel fra CBS og også jordemoderstudiet.

I ”Spående vølve” giver Malene Sølvsten nyt liv og form til ni myter fra den nordiske mytologi, blandt andet ”Skabelsesberetningen” og den mindre kendte ”Odin og Gullveig”. Rammen er fortællingen om den synske Hejd, der bønfalder Odin om at genoplive hendes lillebror Gisle. For at give ham kraft nok til at redde Gisle, må Hejd bruge sin synskhed til at fortælle Odins historie.

Lyt til Malene Sølvsten fortælle i SkagaFM Podcast 2/3 2023.

På Ordkraft kan man møde Malene Sølvsten i samtale med moderator Pia Bechmann, torsdag 13/4, kl. 16 og igen fredag 14/4, kl. 16:15. Torsdag 13/4, kl. 17:15 taler hun med Jørgen Dissing Nørgaard og moderator Lars Skinnebach om ”Bogen som kunstværk”

Sanne Munk Jensen 

I begyndelsen af januar var studieværten på geografisk hjemmebane, da han talte med Sanne Munk Jensen, der sammen med Sarah Engell har skrevet ungdomsromanerne "Tag Gaden Tilbage" (2019) og "Giv Mig Tiden Igen" (2022).

I interviewet fortæller Sanne Munk Jensen blandt andet om, hvorfor handlingen er henlagt til havnebyen Hirtshals? – og, hvordan man praktisk sidder to forfattere og skrive på samme bog?

Hør Sanne Munk Jensen i SkagaFM Podcast 10/1 2023.

Sanne Munk og Sarah Engell medvirker på Ordkraft, torsdag 13/4, kl. 17.

Aldrig har du set noget så smukt

Også projektleder for Ordkraft, Anine Schønwandt Kaas, har været i æteren på den nordjyske radiostation, hvor hun opsummerede, hvorfor årets festival bliver større og bedre end nogensinde.

Mærk Anines begejstring i SkagaFM Podcast 13/3 2023