Foreningen Ordkraft

Billede af Benjamin Koppel
Foto: Lars Mørch

Ordkraft ønsker Benjamin tillykke med prisen - og siger tak for sidst

28. 04. 2023

Danmark har stemt - og Læsernes Bogpris går i år til Benjamin Koppels fortælling om Anna. For små to uger siden havde vi fornøjelsen af debutanten til årets Ordkraft-festival.

Selve bogen - der nu har fået årets Læsernes Bogpris - bygger på Benjamins jødiske slægtshistorie og hans rejse ind i et ukendt kapitel af sin egen families fortid.

Det er en skråsikker debut om prisen ved at være kvinde, og at måtte frasige sig sit kæreste - musikken og kærligheden - fordi samfundets normer dikterer noget andet.

På Ordkraft bjergtog Benjamin os - i sine samtaler med både Jørgen Pyndt og Lene Høg - samt med sin beretning om sit arbejde med denne utrolige fortælling og mødet med sin tante (Anna), der har inspireret ham til bogens Hannah.

En velbevaret hemmelighed
For Anna eksisterede længe som en hemmelighed for Benjamin Koppel. Det er først, da han hører om hende i en henslængt sætning til en begravelse, at han beslutter sig for at opsøge hende og møder hende i Paris, da hun er 86.

På lignende måde har Benjamin Koppel også holdt sig selv hemmelig for os. Gemt inde bag sine bedrifter som jazzmusiker og sine store præstationer på den internationale musikscene, har hans virtuose mestring af sprog, miljøskildring og farverige persongallerier været skjult for os.

For hold op, hvor kan manden skrive. Læsernes Bogpriser er ham på alle måder vel undt. Og vi kan blot håbe, at vores bekendtskab med evt. kommende værker og forfatterens ord, bliver lige så ømt og meningsfuldt, som den hjertevarme relation Benjamin selv nåede at få til sin tante Anna.

For kærligheden til Anna stråler ud fra hver en linje i denne - nu prisvindende - bog. Og vi vil bare gerne have mere.

Læs Litteratursidens tale til Benjamin Koppel ved dette års overrækkelse af Læsernes Bogpris:

https://litteratursiden.dk/artikler/tale-til-benjamin-koppel

Anbefalingen af bogen kan du læse her:

https://litteratursiden.dk/boeger/annas-sang-roman