Ordkraft stiller skarpt på læsefællesskaber
09. 03. 2022
Vi læser og læser sammen som aldrig før – interessen vokser og vokser.
I år stiller Ordkraft skarpt på vores læselyst, det at læse sammen i læsekredse, læseklubber, bogklubber – kært barn har mange navne. Du får også et helikopterblik på tidens trends og et kig i krystalkuglen efter al den gode litteratur, der er på vej.
Vi har inviteret to erfarne folk til at gøre os klogere. Den ene er forfatter og journalist Lotte Kirkeby, aktuel med romanen ”Hvis man ikke vidste bedre”, og som samtidig er en aktiv litteraturanmelder.
Den anden er bogblogger og forfatter Anette Leonora Andersen, der står bag ”Anettes Litteratursalon” og bogen ”Læseglæde & Læsefællesskaber”, der sætter ord på læselysten og giver anvisninger til, hvordan man selv kan skabe en læseklub.
Så kom og bliv klogere på litteraturfællesskaber, og savner du netop det, har du mulighed for at møde andre læsere denne aften.
Aftenens vært er Erling Lykke fra Aalborg Bibliotekerne.
Arrangementet løber af stablen 7. april på Royal Stage i Nordkraft kl. 19.30 – 21.30. Der er fri adgang for alle med en gyldig dagsbillet til d. 7. april eller partoutbillet til Ordkraft Ord- og Litteraturfestival 2022.
Du kan købe billetter til Ordkraft her