
Ove Rasmussen skal moderere norske Lars Mytting
11. 03. 2025
Jeg har fået den fantastiske opgave at tale med den norske forfatter Lars Mytting på Ordkraft, og jeg ser virkelig frem til at præsentere Lars Mytting for det danske publikum. Forhåbentlig vil det gennem de to samtaler lykkes at lukke op for de mange aspekter i Lars Myttings seneste roman ”Skrabenatten”. Og der er rigeligt at tale om; historien, ritualerne, menneskerne, relationerne, kirkerne, myterne, troen, overtroen, krigen og ikke mindst kærligheden, som er evigt eksisterende i den fundamentalt spændende trilogi, der starter med ”Søsterklokkerne”.
Lige fra den første roman ”Søsterklokkerne” i Lars Myttings romantrilogi udkom, har jeg fuldt med i de fængslende og spændende historiske romaner. Efterfølgerne ”Skæbnens blå tråde” og senest ”Skrabenatten” har bare lagt lag på lag på historien, der foregår I Gudbrandsdalen. Romanerne, som har tråde helt tilbage til 1600-tallet og ender ved 2. verdenskrigs afslutning, er i mine øjne den bedste norske historiske fortælling siden Sigrid Undsets ”Kristin Lavransdatter”.
Da jeg i min forberedelse til samtalerne med Lars Mytting på Ordkraft skulle læse romanerne igen, var det simpelthen som at komme hjem. Side for side nød jeg genlæsningen, og igen og igen opdagede jeg nye aspekter ved personerne, landskabet og udviklingen.
Èt af de spørgsmål, som jeg gerne vil stille Lars Mytting, er:
Du er jo selv vokset op i Gudbrandsdalen, og kender det lokale område ud og ind, men er der en bestemt ting i din grundige research, som du alligevel blev overrasket over, da du skrev romanerne?
I starten af ”Skrabenatten” får vi et tilbageblik på fortællingen om de siamesiske tvillinger, Heknesøstrene Halfrid og Gunhild, for hvem vævningens kunst bliver en livsgerning i begyndelsen af 1600-tallet. Med til fortællingen om søstrene hører tilblivelsen af de to kirkeklokker, der bliver støbt ved søstrenes død og som benævnes søsterklokkerne.
Ganske stilsikkert lader Lars Mytting denne 400 år gamle fortælling danne rammen om handlingen gennem hele trilogien.
Én af de klare tematikker i ”Skrabenatten” er de gruppedannelser og den mistro og misundelse, som opstår i det isolerede samfund Butangen, ikke mindst gennem 2. verdenskrig. Jeg vil gerne tale med Lars Mytting om, hvordan krigen kan påvirke relationer mellem mennesker.
Da den lokale stavkirke i Butangen jo også spiller en central rolle i hele handlingen, skal vi selvfølgelig også tale om kirkens betydning i så lille et samfund - både administrativt og religiøst. Kirkens betydning var stor, men alligevel havde myterne og overtroen stor magt og betydning gennem mange hundrede år.
Spørgsmål: Har myter, overtro og gamle husgeråd stadig en værdi i vores moderne hverdag?
Ja, emnerne til samtalerne med Lars Mytting står i kø.
De to samtaler med Lars Mytting finder sted lørdag den 5. april.
Kl. 10.00 – 10.45 i Teater Nordkraft, Watt Salen
Kl. 12.00 – 12.45 i Skråens Sal
Vel mødt.