Roens stoppesteder
29. 08. 2023
Konceptet bag stoppestedet er skabt af forfatter, sanger og sangskriver Ester Gjerrild-Haslund. Måske kender du hende fra musikduoen "Gå i stå", der har optrådt på Aalborgs mere alternative musikscene, de seneste år.
Eller måske har du oplevet hendes tekster ifm. Ordkrafts Skriveskole, hvor hun i 2023 var en af årgangens skrivetalenter.
Esters tekster og sanguniverser er svævende og poetiske. De er små livsbekræftende post-its hæftet på hverdagens detaljer. En insisteren på at stå stille i et evigt accelererende samfund - for sæt nu noget værdifuldt ryger af i svinget.
Nu har Ester ladet sine tekster og sit tankeunivers krydse inde i virkeligheden. Det er blevet til et konkret bidrag til Aalborgs byarkitektur.
Har du en ledig stund, så må du absolut finde hen til dette nye, lille stoppested ved Aalborgs havnefront og lade dig tanke op - enten med et stykke medbragt litteratur eller dit eget åbne sind.
Tankesteder
Det er sammen med sin ven Thomas, at Ester har etableret Aalborg nyeste attraktion - det grønne stoppested placeret på Pieren i Østrehavn.
'Stoppestedet er et busstop, hvor du kan sætte dig en stund. Ikke for at vente på en bus - for der kommer ikke nogen. Til gengæld kommer Limfjordens skiftende farver - liv der glider forbi, sejlende i både, gående langs vandet eller flyvende på himmelen', skriver Ester og Thomas i deres pressemateriale.
Vi har haft Ester forbi til en snak, om det - hun og Thomas - kalder 'Tankesteder'. Hvad de er udtryk for: en ny form for poetisk byarkitektur, en samfundstrend - eller personlig længsel?
Hvor stammer ideen om stoppestedet fra?
Min gode ven Thomas Willer, og jeg har i flere år snakket om de store og små ting i livet; særligt den seneste tid har vi været optaget af den tyske sociolog, Hartmut Rosa.
Han skriver blandt andet om, hvordan vi som et moderne folk - i det han kalder accelerationssamfundet - har svært ved at opleve 'resonans'. Forstået som følelsen af, at verden påvirker os, så vi bliver bevægede.
Vi snakkede om, hvordan vi i byen kan have svært ved at finde ‘fysiske rum’ som indbyder en til at være og lade sig bevæge.
Vi blev optaget af, hvordan man skabe et rum midt i byens rum, som indbyder mennesker til at stoppe op og se på verden? Og ud fra den tanke opstod ideen til stoppestedet.
Hvem og hvad er stoppestedet lavet til – og har du selv stået i situationer, hvor du havde brug for det?
Stoppestedet er lavet til dig og mig - og hvem der end må tage imod indbydelsen at stoppe op for en stund.
Jeg er selv virkelig dårlig til at få stoppet op. Mine tanker, idéer, planer og drømme flyver ofte afsted og fjerner mit fokus fra nuet. Men jeg har det simpelthen bedre, når jeg giver mig selv lov til at sætte mig ned og bemærke ting: Lytte, betragte og “falde i staver”, mens tankerne uden et udtænkt formål får lov at vandre, hvor de vil.
En togtur er nok mit yndlingssted til dette formål. At sætte sig på DSB's grå brede sæder og se træer suse forbi som grønne flader - til lyden af fragmenterede samtaler og den svage summen fra medpassagerens Earplugs.
Der er noget med at sætte sig i en ramme, der er defineret for en. Her sætter du dig og bliver fragtet til der, hvor du skal hen - eller som i vores tilfælde - her sætter du dig og venter på bussen, der aldrig kommer.
Har I nogen fornemmelse af, hvordan jeres stoppested er blevet taget imod?
Generelt har vi oplevet, at folk synes, det er en sjov og tankevækkende idé. Jeg går ofte forbi og har flere gange set folk, der stopper nysgerrigt op, læser den korte infotekst og så sætter sig. Så det er jo lykkedes som projekt.
Der er helt sikket også nogen, der synes, det er lidt skørt; men altså - det er nu egentlig bare dejligt at bidrage med noget, der er lidt skørt, synes jeg.
Har I et navn for det, I laver – er det håbskunst, installationsro, eksistentielt design – og hvad er jeres drivkraft?
Vi har faktisk slet ikke tænkt i et navn for konceptet bag; men jeg er helt vildt med din ide med installationsro - den kunne jeg godt finde på at stjæle.
Drivkraften bag, tror jeg, både er min og Thomas’s længsel efter at kunne skabe rum og indbyde til noget af det, som vi selv finder så meget mening i - nemlig, det som Harmut Rosa kalder resonans. Når man oplever at blive bevæget. Hvad der bevæger os er forskellig, og hvad vi har brug for er forskellig, men både jeg og Thomas håber på, at vi som samfund kan blive bedre til at skabe rum til det.
Ser du på nogen måde kulturen reflekteret i noget af det, I gør?
Kulturen har i min optik helt klart et stort grundlag for at indbyde til resonans, til at gøre dig bevæget. Igen er det forskelligt, om man som mig kan blive helt høj af en koncert eller en kunstudstilling, eller om man - som andre jeg ser - bliver helt ekstatiske over fx et stadions puslende energi.
I et tid hvor “rum” udvaskes og meget arbejde kan gøres på en telefon, er rum og rammer, der hjælper os til fokus, en mangelvare.
Biografen er et godt konkret eksempel. Du kan selvfølgelig streame alverdens gode film på din telefon; men når du går i biografen, giver du filmen dine fulde opmærksomhed, uden second-screening og med plads til snak om filmen efterfølgende. Biografen er et klar defineret rum, der ser man film.
Et andet eksempel er biblioteket. Biblioteket er et rum, der indbyder til fordybelse, et sted du kan placere dig selv for at være. Det et byens ukommercielle fælles dagligstue med plads til alle. For mig selv er det helt rituelt at sætte mig ned på biblioteket for at læse.
Biblioteket er for mig rummet til fordybelse, og stoppestedet er et sted til at sidde og betragte.
Du og Thomas, har I andre idéer som stoppestedet, I vil fortælle om?
Jeg vil ikke afsløre de konkrete ideer, men vi synes, at det her med at skabe objekter, der hjælper til tanker, er enormt spændende og en virkelig sjov måde at arbejde på.
Indtil videre har vi oprettet Tankesteder - steder midt i byen, hvor tanker kan få plads, og hvor der er plads til at tanke op.
Måske leder det videre til noget.
Tilbage