
Selvforståelsens terrarium - i år byder Generatorscenen på både det okkulte, det eksistentielle og på bare bryster
27. 03. 2025
I år undersøger Generatorscenen, hvad mennesket er for en størrelse. Dette store spørgsmål kan du være med til at gå på opdagelse i, hver dag under den tre dage lange festival:
Om torsdagen er temaet menneskelig identitet i fokus, om fredagen er det menneskets okkulte side og om lørdagen slutter Generatorscenen af med den videnskabelige del af menneskets væsen.
På tværs af grænser
Generatorscenen starter festivalen på international manér, når ReWrite præsenterer unge forfattertalenter fra Manchester, Aarhus og Aalborg, som åbner scenen med et libretto-værk. Inger Smærup Sørensen præsenterer sin debutroman og stiller spørgsmålstegn til menneskets forhold til klimaet, til hinanden og til sig selv. Også Elias Sadaq undersøger den komplicerede identitet med digtsamlingen Djinn, der deler ud af barske erfaringer om seksualitet, tro og begær.
Vi taler med døde, tegner croquis og læser spådomme
På festivalens anden dag kan du finde ellepige i et aalborgensisk lyskryds, når Peter Adolphsen fortæller om sin nyeste eksperimenterende roman. Derudover snakkes der dommedag med Andrea Hejlskov, når Vølvens spådom gendigtes. Vi forstyrrer de døde, når vi med hjælp fra et medium stiller et interview op mellem Peter Adolphsen, Jens Blenstrup og det hinsides. Sjælen renses med hvert et blyantstrøg, når vi inviterer til sneglecroquis. Dagen slutter vi af i fællesskab, når Læseforeningen byder på fælleslæsning.
Fra hjernemasse til brystvorte
Endelig, om lørdagen byder Generatorscenen på hele 2x Madsen, når Svend Åge Madsen og Hans Peter Madsen mødes i en samtale om sproget, hvordan det både bruges og sprænges. I samarbejde med Folkeuniversitetet har vi inviteret neuroforsker Michael Winterdahl til at forsøge at udfordre vores opmærksomhed og forklare os, hvordan hjernens belønningssystem egentlig fungerer. Hvis du er fan af bryster, historie og kvindekamp må du ikke gå glip af museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen, der gennemgår den mest kontroversielle kropsdel med sin nye bog Brystets biografi.
Traditionen tro slutter Generatorscenen af med at lægge scene til fremtidens forfattere, når Ordkraft Skriveskole læser op fra deres værker.
Vi glæder os til at stille spørgsmål, til at lytte, til at lære mere om os selv, om de andre, om verdenen, om fortid og nutid – og vi glæder os til at byde jer velkommen til et brag af en festival!
Generatorscenen er støttet af Statens Kunstfond.
Find os her: