Foreningen Ordkraft

Billede tilknyt til nyheden om

"Som fugle på galionsfigurer"

10. 05. 2023

En ny generation af skrivetalenter er lige blevet udklækket på dette års Ordkraft-festival. Hør Skriveskolens leder fortælle os, hvorfor det er det vigtigste i verden.

Ud over at bringe dig strømninger og perspektiver på samtidens litteratur byder Ordkraft-festivalen hvert år på en ny generation af elever fra Ordkrafts Skriveskole.

Som kronen på over et halvt års skriveundervisning, utallige skriveforløb og et intensivt arbejde med udviklingen af sin egen skrift og stemme, er Ordkraft-festivalen endestationen, hvor eleverne debuterer og springer ud fra scenen med nye, personlige tekster. 

Enlig skipper på kulturhavet
Som leder og underviser for Skriveskolen står Jørgen Dissing Nørgaard hvert år tilbage som den enlige kulturskipper, der fra dækket vinker de nye talenter ud og ser dem flyve afsted ud over havet.

For ham vokser vigtigheden og nødvendigheden af, at der eksisterer markante nordjyske satsninger som en litteraturfestival, med hver en nyudklækket ordkunstner, han ser folde vingerne ud,   

"Hvad skal en by som Aalborg med en ord- og litteraturfestival som Ordkraft?", funderer han retorisk, idet vi ser ham stå der med skrævende ben på sin skude.   

"Åbenlyst er det et super cool brand for byen at kunne hive så stor en festival frem, når forvaltningerne skal profilere sig internt og eksternt i det kommunale landskab. Og jeg er også sikker på, at det i sidste ende hiver noget økonomi til Aalborg, at byen med Ordkraft som en af galionsfigurerne, kan fortælle omverdenen at vi er blevet en kulturby."

"Men."

"For mig er det ikke det vigtigste. Det er noget overfladisk, hult og udvendigt. Det vigtige er det  indvendige. De aftryk, vi afsætter med festivalen. De fugle, der lander på galionsfiguren, i form af vilde, nye skrivetalenter - og de ambitioner, udtryk og kulturelle sigtelinjer, der vokser ud af at have en størrelse som Ordkraft, her i Nordjylland."

At tænde håb og give tilbage   

"I forhold til Skriveskolen betyder Ordkraft konkret, at der hvert år er 10 håbefulde elever, som arbejder røven ud af bukserne på at blive bedre til at skrive. 10 aspirerende talenter, der med afsæt i noget nyt og unikt forhåbentligt en dag kan få lov til at optræde på en af Ordkrafts rigtige scener. Det er det, der er Ordkraft Skriveskoles egentlige eksistensberettigelse."

"Det, der for alvor rykker noget, er de mange timer til vores møder, hvor vi diskuterer tekster, et sted hvor følelserne er med, hvor vi alle sammen er mennesker. Et sted, hvor det virkelig betyder noget og giver os alle sammen noget værdifuldt i bagagen til senere hen i livet."

"Derfor er jeg også så glad for, at Ordkraft sagde ja, den dag jeg fremlagde ønsket om at lave en skriveskole for vækstlaget - så festivalen selv var og er med til at supplere fødekæden af fremtidens forfattere."

"Det er god stil - og vigtigt - at man ikke bare satser på det allerede etablerede, men også giver noget igen til det spirende. Og jeg er taknemmelig over, at Aalborg Bibliotekerne vil blive ved med at drive skriveskolen nu på sjette år. Jeg håber det bliver til ti eller tyve år mere.", runder Jørgen af og tjekker rigningen på M/s Skriveskolen. 

Vil du gerne opleve at være en del af næste års Skriveskole -  eller kender du nogen, der skriver, og som oplagt burde være det -  så send en mail til jorgen.dissing@aalborg.dk og hør mere om det fine, lille, gratis tilbud, som Ordkraft og Aalborg Bibliotekerne (og Jørgen) har sat i verden.* 

---

Udtalelser fra dette års elever:

Det føles helt forkert at stoppe
"Det er top max mega nederen, det er slut! Der har været så rørende og tillidsfuld en energi på holdet – så fint katalyseret af Jørgen - og den er kun er blevet stærkere, siden vi startede, så det føles helt forkert, at det stopper, lige som det peaker, - men måske det i virkeligheden er bedst sådan : )"

Sjældent at blive så tæt med en håndfuld fremmede
"Jeg vil rose Skriveskolen for at facilitere et stærkt socialt sammenhold mellem eleverne. Jeg kan ærligt sige, at jeg har nydt at være sammen med de andre på holdet, og at vi opbyggede en kultur på holdet, hvor man havde respekt for andre, og hvor man havde rum til at være sårbar. Det er sjældent, at man kan opnå et sådant sammenhold ved at smide en håndfuld fremmede ind i samme lokale."

* Skolen har absolut heller ikke noget imod at høre fra etablerede forfattere, kunstnere, forlag mm., der mener de kan bidrage til skolens arbejde med at støtte de litteraturens og ordenes vækstlag. Fonde og stenrige mæcener er også velkomne.