Foreningen Ordkraft

Asger Holde Rasmussen, Benjamin Johanning Lykkehus & Rasmus Teglers Berke
Foto: Asger Holde Rasmussen, Rasmus Teglers Berke & Benjamin Johanning Lykkehus

Tæt på Ordkraft

27. 03. 2022

En litterær fest og en festival med visioner. Tre danskstuderende fra Aalborg Universitet har stillet skarpt på Ordkraft, og interviewet folkene i maskinrummet bag den nordjyske ord- og litteraturfestival.

Af Asger Holde Rasmussen, Benjamin Johanning Lykkehus & Rasmus Teglers Berke

Forestil dig, at bogen du for nyligt læste, kom til live uden for sit farverige omslag. Hvilke fantastiske oplevelser, man ville kunne have, hvis man kunne spørge ind til dens detaljer og være i bogens verden på ubestemt tid – og måske er den drøm ikke helt så urealistisk. Omgivet af litteraturen og ligesindede; det er Aalborgs helt egen Ordkraft. En litteraturfestival for ord- og litteraturelskere, hvor de kan opleve forfattere og andre kunstnere i samtale med moderatorer, der er læsernes fremstrakte mikrofon.

Vi har interviewet projektleder Anine Kaas og Vita Andersen fra sekretariatet, hvor vi spurgte ind til festivalens mål, deres publikum og hvad vi kan forvente af Ordkraft efter en to år med nedlukning. 

 

En litterær fest

Ordkraft er en festival for alle os, der elsker litteratur. Både den hyggelæsende krimi-entusiast og den nærlæsende analytiker er velkommen. Der er nemlig noget for enhver smag. Rent praktisk fungerer festivalen således, at den udfolder sig over tre dage, og på disse dage er der et hav af forskellige scener, hvor der kører oplæg og optrædener.

Der er både Bibliotekernes scene, Royal Stage og den famøse Generatorscene, der i den grad bliver talt op af både Vita og Anine, men også af Iben Vestergaard, den ansvarlige for Generatorscenen, der tilsluttede sig vores interview for at besvare nogle spørgsmål om denne: “Den går lidt ud over vores primære målgruppe. Den går lidt skridtet videre. Det er den, der rækker ud til et lidt yngre publikum.”

Selvom de måske ikke har prøvet at styre en tredags festival før, har Anine og Vita modet med sig. De påpeger endda, at de har “mere erfaring med at aflyse festivaler” end at afholde dem. Projektleder Anine Kaas har heller ikke været leder længe, og da hun først kom til posten for et par år tilbage, var der en pandemi, der lurede rundt om hjørnet. 2 års nedlukning for landet havde dets konsekvenser på alle, og i det hele taget begyndte de da også selv at tvivle på festivalen:

“Nu skal vi ikke sidde og bruge corona som en undskyldning, men det har været med til at gøre vores processer mere langsommelige i forhold til det, vi vil som nye på posten. Da festivalen i 2021 også blev aflyst, snakkede vi om, at nu har vi jo været væk i så lang tid, så er der overhovedet nogen, der kan huske en festival, der hed Ordkraft?!”

Nu er målet at få folket tilbage til festivalen og gennem dets åbne døre. 

 

En festival med visioner

Men hvad vil de med festivalen helt præcist? De vil kort sagt styrke kvaliteten af den kulturelle og almene dannelse som grundlag for et velfungerende demokrati. I samme ombæring erkender de også, at ikke alle demografier er præsenteret i lige høj grad i løbet af de tre dage. Særligt gruppen kvinder +60 og mænd +40 dominerer festivalen.

Festivalen tiltrækker derimod færre unge, så for at få flere unge som festivalgæster har de i år lavet et nyt tiltag – billetter til studievenlige priser. Men er der et modsætningsforhold mellem det planlagte indhold for det faste publikum kontra mulige nytilkommere?

Anine svarer: ”Vi tænker i hvert fald meget over, hvem der er vores kernebrugere, og at vi ikke skal være så forhippede på at få nye brugere, at vi glemmer vores kernebrugere. Vi skal jo have fat i dem, som vi også er der for. Det er jo hele tiden en balance.” Men der er alligevel et fællestræk ved målsætningen for de to grupper: ”Vi vil altid gerne udfordre folk.” 

 

Den uregerlige lillesøster

Som konkret eksempel på denne målsætning er der Generatorscenen. Den er en central del i at nå bredere ud og udfordre de besøgende med aktuelle problemstillinger – ”Den uregerlige lillesøster”, som Iben kalder den: ”Den taler for en menneskelig udvidelse. Årets emne er Revolution. Vi har mange yngre stemmer, blandt andet Mikas Lang om sin egen erkendelse af at være sort person, eller Glenn Beck, som for nylig har kritiseret den kreative klasses magt på den litterære scene.”

Når Iben skaber programmet, ser hun det som en vigtig opgave at have diversitet for øje i udvælgelsesprocessen. Det bliver derfor også ”en smule ideologisk” hos dem, når de skal overveje, hvad der kunne være spændende for Ordkrafts besøgende på Generatorscenen:

”Hos os er der en tro på, at litteratur i sig selv er med til at flytte noget og kan være interessant. Det handler selvfølgelig også om, at man skal kunne opdage, at vi er der, men jeg har grundlæggende en tro på, at det er litteraturen, der skal gøre det store arbejde. Jeg er meget bevidst om, at dem, som ofte kommer, er modne kvinder. Der skal selvfølgelig også være plads til dem inde hos mig, men jeg har også en forhåbning om at kunne tiltrække et yngre publikum, der har lyst til at høre om litteratur, der er lidt anderledes og som sætter nogle problemstillinger i spil.” 

Dermed er det ikke sagt, at Generatorscenen er adskilt fra resten af Ordkraft. På et lavpraktisk plan er der en organisering af forfattere, hvor der til tider er overgange mellem Generatorscenen og resten af Ordkraft – Det er ikke, fordi ”der er vandtætte skotter” som Anine siger.

Generatorscenen er heller ikke det eneste ved festivalen, der fungerer som et tilbud for de unge besøgende - Vita fortæller: ”Vi har oppet vores indsats inden for ungdomsuddannelser for at invitere bredt og med en forhåbning om, at alle ungdomsuddannelserne i regionen får lyst til at være med. Vi vil også rigtig gerne have fat i flere universitetsstuderende, og de skal jo vide, at det foregår, før de kan komme med til festivalen. Det her samarbejde med Danskstudiet er blandt andet et eksempel på, hvordan vi kan komme ud. Vi håber på, at I bliver en slags ambassadører. Nogle af jer er i praktik og skal være frivillige på diverse scener under festivalen, og nogle arbejder med sociale medier. Det er langsomme hjul, der går i gang.” 

 

Noget for både store og små 

Anine supplerer yderligere med, at Ordkraft også har arrangementer for de helt små: ”Vi starter hjulene endnu tidligere, med tilbud helt ned til treårsalderen. Vi har noget til førskolebørnene, som kører både før og under festivalen, både her i Aalborg og ude i regionens biblioteker.

Vi kører også et tilbud for mellemskoleeleverne, der hedder ”Funky Fredag”, hvor de møder og kan stille spørgsmål til nogle af de forfattere, som de har arbejdet med i skolerne. Vi forstår altså også vigtigheden i at gøre folk opmærksomme på Ordkraft i en tidlig alder, sådan så de kan benytte sig af festivalen og dens mange tilbud på sigt.”     

Så hvad venter du på? Om du er ung eller gammel til fantasy eller fakta er der plads til alle på Ordkraft Ord- og Litteraturfestival, som løber af stablen mellem d.  7. og 9. april. Tag en ven under armen og tag en tur til Nordkrafts lokaler og oplev det skønne tilbud, vi har her i hjertet af Aalborg.