Tør du tage en "Chancevask"?
01. 06. 2022
Thomas Korsgaards radiohørespil "Chancevask" (2022) er en vaskeægte krimi om alvorlige emner som enlige sokker, naboskab, sociale strategier og ensomhed.
I samarbejde med Teater Nordkraft og AKT1 Danmarks Lydteater blev det overrumplende hørespil for første gang opført foran et levende publikum på Royal Stage ved Ordkraft 2022. Bag mikrofonerne var skuespillerne Thomas Levin, Søs Egelind og Tobias Leander, mens Niels Erling, der i 2020 modtog Talentprisen ved Årets Reumert, instruerede.
Nåede du ikke selv med ned i vaskekælderen, kan du høre en studieoptagelse af ”Chancevask” som podcast på AKT1 Danmarks Lydteaters kanal på Soundcloud. På rollelisten i denne udgave er Tina Gylling, Lars Brygmann og Emil Veber.
Hør Thomas Korsgaards radiohørespil "Chancevask".
Om Thomas Korsgaard
Thomas Korsgaard er født og opvokset på Skive-egnen, men flyttede i gymnasietiden til København, hvor han kickstartede sin litterære karriere som skribent for netmedierne Atlas og Zetland.
I februar 2022 modtog han De Gyldne Laurbær for romanen 'Man skulle nok have været der' (2021), og er dermed den yngste modtager af prisen nogensinde. Romanen er sidste bind i den selvbiografiske trilogi: "Hvis der skulle komme et menneske forbi" (2017), "En dag vil vi grine af det" (2018) og "Man skulle nok have været der" (2021).