Foreningen Ordkraft

Tavle med teksten "Ordkraft - tilbud til skoler" skrevet med kridt.

Topnice torsdag, Funky fredag og skarp ungdomslitteratur til de største

26. 01. 2023

Ordkraft inviterer igen folkeskoleelever til spændende forfattermøder

Ordkraft holder af ordet – som litteratur, som kunst, som leg, som formidling og som kommunikation. Derfor er Ordkraft også meget mere end selve festivalen i Nordkraft 13.-15. april 2023.

Igen i år har vi tilbud til elever i alle folkeskolens klasser. Det er gratis at deltage, men kan let gå hen og sætte varige spor og give øget læseglæde.

Topnice torsdag for 0.-3. klasse

Torsdag 13. april kl. 9-11

Det inspirerer at møde vaskeægte, levende forfattere; særligt hvis man i forvejen har læst nogle af deres bøger; for eksempel: "Venja" og "FC Sutsko" af Gry Kappel Jensen og Mille Goris "Pigerne fra Stjernedalen", alle populære bøger, der er fyldt med eventyr og sprudlende humør og alle træfsikre hits til de yngste elever.

Torsdag den 13. april kl. 9-11 er 0.-3. klasserne og deres lærere inviteret til at møde Gry Kappel Jensen og Mille Gori.

Tilmelding er gratis og foregår efter først-til-mølle-princippet via
Topnice Torsdag 2023 | AabenAalborg.


Funky fredag for folkeskolens mellemtrin

Fortællingerne står i kø og fortælleglæden er i topform hos Funky fredags tre forfattere:

  • Saynab Farah Dahir (Young Adult-romanen "#BUCKETLIST" og serien "Det fede liv")
  • Merlin Mann (bl.a. ”Taynikma” og ”Blodkongens datter”)
  • Jeanette Varberg (bl.a. ”Swarta - blodskyggernes forbandelse” og ”Jeanette Varberg fortæller om bersærkergang, plyndringer og danegæld: En bog om vikingetiden for børn”).

Elever på folkeskolens mellemtrin og deres lærere kan møde de tre forfattere fredag den 14. april kl. 9:00.

Læs mere og tilmeld gratis klassen efter først-til-mølle-princippet på
Funky fredag 2023 | AabenAalborg.

 

Lad udskolingseleverne tage gaden tilbage

Hvad sker der i en ung piges liv, når hendes store appetit på sex og livet i al almindelighed ikke matcher omgivelsernes normer? Og hvad, hvis det modsatte er tilfældet, at hun er aseksuel?

Det er omdrejningspunkterne i to af dansk ungdomslitteraturs skarpeste, kvindelige forfattere, Sanne Munk Jensen og Sarah Engells anmelderroste romaner, "Tag gaden tilbage" (2019) og "Giv mig tiden igen" (2022), der begge foregår i Hirtshals.

"Tag gaden tilbage" hitter allerede som hovedværk i folkeskolens 9. og 10. klasser; blandt andet, fordi den tematisk passer ind i populære fordybelsesområder som 'Grænser', 'Ungdom' og 'Identitet'.

Torsdag den 13. april kl. 11:30-13:30 sidder Sarah og Sanne klar i sofaen for at møde elever i folkeskolens overbygning.

Se programmet og tilmeld gratis klassen efter først-til-mølle-princippet på
Udskolingsevent på Ordkraft 2023 | AabenAalborg