Generatorscenen på Ordkraft har som særligt opdrag at overraske, være uartig og gøre det muligt for publikum at genfinde sig selv uden for genrer og etablerede konventioner.
Med en insisteren på at læse højt fra det, der står mellem linjerne - og måle graderne på samfundets blinde vinkler - har Generatorscenen gennem tiden:
- Afsøgt naturlighedens grænser med nøgenoplæsing for et afklædt publikum
- Taget debatten om aflønning af kunstnere til sit yderste ved at lade forfatter Peter Adolphsen læse op, så længe publikum løbende støttede det via Mobilepay-donationer
- Udforsket okkulte forestillinger på bevidsthedens undergrundsscener med kunst udfoldet gennem drømmetydning, svampe og psykedelika
Et tilløbstykke i egen ret
Generatorscenen henvender sig til dig, der har erkendt, at du ikke alene kan færdes på livets hovedveje. Den er rummelig, inviterende og for alle, der vil med ud til kanten og afsøge, hvor de smallere og mystiske stier fører hen.
Hvert år vælges et overordnet hovedtema, en problematik, et fokus eller en ledestjerne for Generatorscenens udfoldelser og stisystemer.
Fysisk - og for ikke at stivne i geografisk vanetænkning - skifter scenen lokalitet fra Ordkraft-festival til Ordkraft-festival. Har du købt billet til Ordkraft, har du imidlertid automatisk adgang til scenens arsenal af originaler, performances og transformative indslag, uanset hvor den måtte befinde sig på Nordkraft.
Generatorscenen er et tilløbsstykke i sin egen ret. Den stiller sig på tæerne for sit publikum, men også sit publikum på tæerne. Den giver dig frit lejde til at kalde dig alternativt tænkende og eklektisk afklaret året ud; men insisterer samtidig på at elitær indforståelse og klike-dannelse står i vejen for dig, kulturen og den troværdige oplevelse.
Glæd dig til s(c)eneste reinkarnation af Generatorscenen - på årets Ordkraft.
Ansvarlig for Generatorscenen er Iben Vestergaard. Kontakt Iben på iben.vestergaard@aalborg.dk, hvis du går med noget mageløst tankevækkende og performativt, som du gerne vil samarbejde med Generatorscenen om.